I starten af året kunne Tue Mantoni og B&O præsentere deres AirPlay højtaler, Beolit 12. Beolit 12 blev startskuddet på Play serien fra Stuer-virksomheden. En serie som i høj grad viser en ny retning for B&O, og heldigvis en ny retning mod AirPlay og Apple.
B&O Play serien
B&O Play serien virker på mange måder mere ungdommelig end det ‘gamle’ B&O. For det første er designet rettet mod den lidt yngre forbruger. Der er en ny streg og funktion i produkterne, som peger i retningen af ord som urban, Apple og fart over feltet. Desuden er alle produkter i B&O Play serien direkte rettet mod Apple og AirPlay. Det er ikke den store overraskelse, da det er her, hvor det er sjovt at være. Overraskelsen kan dog ligge i, at det så relativt hurtigt også er gået op for B&O.
BeoPlay V1
Jeg har aldrig været den store fan af B&O TV. Det lyder skørt, jeg ved det. Men for mig har de altid været 3 skridt bag konkurrenterne, når det kommer til funktion og billede. Jo, lyden har været i orden på langt de fleste modeller, men mulighederne for at tilslutte mine spillekonsoller, harddiske og computere har været for små. Prisen har naturligvis også været en mindre barriere – uden at komme mere ind på det.
Men nu ser det lyst ud! BeoPlay V1 er det nye TV i Play serien – og herfra er der kærlighed! Jeg er vild med designet, som rammer et retro-hjerte i mig. Desuden er jeg vild med funktionerne som gør, at BeoPlay V1 kan stå på gulvet, hænges op på væggen eller hænges op i loftet i et par wires.
Desuden kan BeoPlay V1 fås i både sort og hvid – altså det er en farveskærm med full HD og det hele, men rammen eller kabinettet kan fås i sort eller hvid. Du kan dog også customize lidt selv, da der er mulighed for at skifte farven på den stof, som ligger foran højtaleren på BeoPlay V1.
Og ja, 5 HDMI indgange, USB og meget andet er der blevet plads til. BeoPlay V1 er dermed rent faktisk brugbart! Noget andet virkelig smart er, at der bag på BeoPlay V1 er plads til, at du kan fastgøre din Apple TV. Nu skal den lille sorte boks altså ikke mere stå ved siden af dit TV mere – og både TV og Apple TV styres nu fra samme fjernbetjening. Det er fantastisk!
BeoPlay V1 kan købes i både 32″ og 40″. Prisen er henholdsvis fra 17.999 og 21.999 DKK. Dyrt? Ja, i forhold til andre 32″ og 40″ TV. Og nej, ikke for B&O og de gennemtænkte funktioner og muligheder.
BeoPlay A3
BeoPlay A3 – en iPad skjuler. Det er cirka hvad BeoPlay A3 er. Men BeoPlay A3 ser virkelig godt ud, og B&O forstår da også at sælge varen. Indbygget i iPad skjuleren er et lille stereosystem, som sikrer dig god lyd fra din iPad. Til at trække herlighederne er også indbygget et batteri, som ifølge B&O holder cirka 5 timer. Du skal derfor nu både holde øje med batteristatus på din iPad og BeoPlay A3 – det bliver relativt stressende.
Når det er sagt, så ser BeoPlay A3 virkelig godt ud, og her på siden vil vi gerne teste den – men indtil nu ved vi meget lidt om iPad højtaleren. Prisen er 3.999 DKK – hvilket du kan få en virkelig god AirPlay højtaler for også.
Beolit 12
Beolit 12 er en ægte AirPlay højtaler. Den tilsluttes altså ganske trådløst til din iPod Touch, iPad, iPhone eller computer (Mac og Windows). Men faktisk har vi skrevet en hel del om Beolit 12, så vil du vide alt om denne B&O Play højtaler, så læs mere om Beolit 12 her.
BeoPlay A8
BeoPlay 8 husker de fleste nok. 2 runde tallerkener som tilsammen gav en iPod dockingstation. Anmeldelserne var en noget svingende magnetspole, både når det kom til lyd og til design. B&O giver dog ikke op, og nu kommer BeoPlay A8 med AirPlay. Dockingstation er droppet, og AirPlay viser vejen for produktet.
Herfra ser BeoPlay A8 ganske fin ud. Et lille håb er, at lyden har fået et løft. Men indtil anmeldelserne kommer ind, eller B&O sender et eksemplar til os, så må vi vente i spænding. Prisen på BeoPlay A8 bliver cirka 7.999 DKK. Dette er dog ikke bekræftet.
Hvad synes du om B&O Play serien? Kunne du være den glade køber af noget af det?